“Jeg ved jo, at du kan, hvis du bare koncentrerer dig. Det har jeg jo set før. Når du beslutter dig for at gøre dig umage, så kan du jo sagtens.”
Den udtalelse har jeg mange gange lagt ører til, sammen med børn, unge og forældre, på møder med elevens lærer.
Oftest udspringer udtalelsen af længerevarende forundring hos elevens lærer, som ikke kan finde sammenhæng i elevens præstationsniveau over tid. Læreren oplever en elev, som svinger meget i sin præstation. På nogle dage arbejder eleven koncentreret og fokuseret på et alderssvarende fagligt niveau. Andre dage formår eleven ikke at løse basale færdighedsopgaver på et lavere fagligt niveau.
Forundringen hos læreren er forståelig. Det samme er intentionen om, at formidle anerkendende tiltro til elevens faglige formåen. Problemet ligger ofte usynligt gemt i sætningen “Jeg ved jo, at du kan.”
Trods den velmenende intention, så ser jeg ofte børn og unge, som reagerer med nedslået eller undvigende blik, tårer som presser sig på og larmende tavshed, når de hører lærerens opmundring. Alt sammen reaktioner som indikerer, at eleven ikke føler sig hverken forstået, anerkendt eller opmuntret. Og hvordan kan det så være?
Jeg burde kunne
Jeg har gennem mine år som børn og unge psykolog haft mange samtaler med børn og unge, som oplever, at de gør deres bedste i skolen hver eneste dag, men udfordringerne er for store, opgaverne er af forskellige grunde for svære og der er alt for mange af dem. De mønstrer al deres indre energi og fokus hver evig eneste dag og til hver evig eneste lektion, men energien falder og svinger. Det kan ikke lade sig gøre at yde maximalt i alle lektioner, uanset hvor gerne de vil. Og derfor svinger deres faglige præstation på en måde som er svær at sætte i system.
Så når den velmenende og anerkendende lærer siger “Jeg ved jo, at du kan,” så føles det hverken velmenende eller anerkendende i eleven. Tværtimod føles det ofte som en bekræftelse af den negative indre stemme som eleven allerede selv har. Den stemme, som siger at: “Jeg burde kunne og det er min egen skyld, at jeg ikke kan.” Og så giver det pludselig mening at reaktionen er et nedslået eller undvigende blik og tårer, som presser sig på.
Marathonløb
Hvis vi lige et kort øjeblik forestiller os et andet scenarie. Du er lige kommet i mål efter at have løbet et marathon. Du har givet alt hvad du havde i dig og du har klaret det. Du løb hele distancen. Lige på den anden side af målstregen står der et velmenende og anerkendende menneske, klar til at affyre startskuddet for et nyt marathon. Men du er træt, så du tøver med at sætte igang. Du bevæger dig meget langsommere end lige før. Så kan du pludselig høre ham heppe på dig. Han siger: “Jeg ved jo at du kan, jeg har jo lige set dig gøre det.”
Ville du føle dig anerkendt og opmuntret?
Jeg tvivler aldrig på, om lærerens ord er andet end velmenende. Jeg ved også, at ordene kommer fra et både varmt og professionelt sted med faglige ambitioner for den enkelte elev. Indimellem er det bare svært for dansklæreren at vide, at eleven lige har løbet et Marathon i matematik.
Så når elevens præstation fremstår svingende og uden forudsigelighed, så kunne det måske give mening at blive meget mere nysgerrig på elevens egen oplevelse af sin arbejdsindsats (ikke at forveksle med niveau) over hele dagen og hele året.
Vil du hjælpe mig?
Så istedet for at sige “jeg ved jo at du kan,” kunne det måske give mening at sige: “Jeg tror på, at du gør dit allerbedste hele tiden. Jeg ved at det nogle gange lykkedes rigtig godt for dig. Andre gange ser det ud som om, at det er rigtig hårdt at lykkedes som du gerne vil. Kan du hjælpe mig med at blive klogere på, hvordan din skoledag føles for dig?”
Jeg tror på, at det ville øge sandsynligheden for et løftet blik, sænkede skuldrer og en positiv dialog mellem lærer og elev. Alt sammen et langt bedre udgangspunkt for god skoletrivsel.