Bliver man voksen nok til at sige undskyld, når man bliver voksen?
De fleste lærer allerede i vuggestue og børnehavealderen, at “undskyld” er et virkelig vigtigt ord. Undskyld er lidt ligesom AbraKaDabra. Undskyld er et trylleord, som kan gøre næsten alt godt igen. Undskyld kan spole tiden tilbage til lige før, da legen var så god. Undskyld kan mildne de vrede voksenstemmer, som siger, at Sofie er ked af det fordi du tog hendes dukke. Undskyld får de voksne til at smile igen og til at sige “det var godt”. Undskyld kan få Sofie til at holde op med at græde og til at ville lege igen. Undskyld er det magiske trylleord, som gør det muligt at være gode venner igen.
Men hvorfor er det så så svært at få det sagt?
Problemet med undskyld er, at det næsten altid skal siges når vi har gjort noget vi ikke er stolte af. Det skal siges mens maven er fuld at tung sort skyld. Mens øjnene er ved at flyde over af skamfulde tårer og benene ikke kan være i ro, fordi de helst vil langt væk fra de andres blikke. Blikke som får den flove følelse til at vokse og halsen til at snørre sig sammen. Men når vi er børn, så siger de voksne; “Nej. Du bliver her. Prøv at se på Sofie. Hun er rigtig ked af det, fordi du tog hendes dukke. Sig undskyld til Sofie.”
De fleste børn ved godt, at de voksne gerne vil hjælpe. De ved også godt, at de voksne gerne vil hjælpe både Sofie og mig. De fleste børn har heller ikke meget valg, når de voksne siger, at der skal siges undskyld. Derfor får de fleste børn også sagt det. De samler al deres vilje, styrke og mod og får sagt det lille magiske ord. De får sagt “undskyld.” Og så sker det. Så starter magien. De voksnes øjne smiler og de siger “Det var godt. Hørte du det Sofie? Hun sagde undskyld.” Så ser Sofie op. Hun nikker og tører øjnene. Og så kan legen begynde igen. Det magsike trylleord ord virkede. Vi er venner igen.
Men hvad så når det er de voksne der gør noget forkert eller begår en fejl? Hvem siger; “Nej du bliver her. Se, Sofie er blevet ked af det, fordi du ikke holdt din aftale. Sig undskyld.” Hvem siger undskyld, når børn er blevet såret af noget en voksen har sagt eller gjort? Hvem sørger for, at trylleordet bliver sagt, så magien kan begynde og den voksne og barnet kan blive gode venner igen?
Man kunne måske mene, at voksne ikke har brug for hjælp til at få sagt undskyld. At voksne selv kan se, hvornår det er det rigtige at gøre. At voksne er bedre til at tollerere følelserne af skyld og skam og derfor ikke viger væk fra de flove situationer.
Bliver vi slet og ret bare på et tidspunkt voksen nok til at sige undskyld?
Mit svar vil beklageligvis være nej. Jeg tror voksne kæmper lige så meget med at finde modet og styrken til at sige det ene lille magiske ord.
I min daglige praksis som børn og unge psykolog møder jeg igen og igen børn, som er blevet såret af voksnes ord eller handlinger. Det er bestemt langt fra altid, at det, som har såret, er sket med vilje eller med onde intentioner. Men ikke desto mindre er det sket. Børn oplever, at få de skældud, som sidemakkeren havde fortjent, fordi det er svært for læreren at se eller hører, hvor forstyrrelsen præcist kommer fra. At hele klassen får skæld ud fordi de samme børn igen er kommet for sent ind fra frikvarter. At mor alligevel ikke kunne lege den leg hun havde lovet fordi lillebror er blevet syg. At far også sagde nogle sårende ord, da jeg blev sur på ham, fordi han sagde nej til, at jeg må tage til fest på en torsdag.
De sværeste eksempler er dem, som handler om børn eller unge, som klarer sig rigtig godt i deres hverdag, så længe de voksne holder deres aftaler. For børn med autisme, kan det for eksempel have store konsekvenser, hvis de voksne ikke holder deres aftaler. Voksnes brud på aftaler kan betyde, at barnet eller den unge pludselig ikke kan mestre en ellers almindelig hverdagssituation. At barnet eller den unge lukker mentalt ned, trækker sig eller bliver frustreret og fysisk udadfarende. For disse børn kan den voksnes fejl meget hurtigt få store konsekvenser. Og hvem skal så sige undskyld? Skal Sofie sige undskyld fordi hun skreg af læreren og slog Alberte, når det er en klar aftale, at det kun er Sofie, som må røre ved dukken? Skal Alberte sige undskyld fordi hun rørte ved dukken, når det var læreren, der gav den til hende? Eller skal den voksne sige undskyld?
Hvad ville der ske, hvis den voksne sagde det magiske trylleord?
Jeg tror det er de færreste voksne, forældre eller professionelle, som aldrig har lavet en fejl overfor et barn. Som aldrig har fået sagt noget i frustration, som man ikke mente. Som i et øjebliks mangel på overblik, har irettesat det forkerte barn eller givet en kollektiv irettesættelse. Som af forskellige årsager er kommet til at forvente mere end hvad der var rimeligt og derefter har udtrykt skuffelse over resultatet. Det sker for os alle. Voksne er også bare mennesker. Vi begår fejl. Spørgsmålet er om vi også tager ansvar for vores fejl. Får vi sagt det magiske trylleord?
For hvad ville der ske inde i Sofie, hvis den voksne tog ansvaret på sig. Hvis den voksne fandt modet og sagde; “Undskyld. Det var mig der lavede en fejl. Jeg gav dukken til Alberte, så hun rørte ved den. Det var ikke okay af mig. Undskyld, fordi jeg ikke overholdt aftalen. Jeg er ked af, at min fejl betød, at du blev så ked af det og vred på din gode veninde Alberte.”
Jeg tror, at det ville have en magisk effekt. Jeg tror, at “undskyld” ville mildne vreden og frustartionen. Jeg tror på, at “Undskyld” kan trylle den momentant mistede tillid tilbage igen, ligesom AbraKaDabra kan trylle bolden i tryllekunstnerens hånd tilbage igen. Jeg tror næsten, at “undskyld” ville kunne gøre alt godt igen.
Så spørgsmålet er, om vi voksne er voksne nok til at sige undskyld, når vores fejl har konsekvenser for børn. Får vi fundet modet og styrken til at blive stående i vores egen skyld og skam. Giver vi os selv og de børn vi møder lov til at mærke, hvor magisk et ord “undskyld” i virkeligheden er.
Børn og Unge Psykolog, Kira Kjærgaard