Kategorier
Blog

Vil du se mig spille Fortnite mor?

Kan forældre lære noget om deres barn, ved at se ham eller hende spille computerspil?

Selvom computer, I-pad, Playstation, X-box osv. næsten er blevet en del af den faste inventar i de fleste danske familier, så er det fortsat børnene og de unge, som bruger mest tid foran skærmen, når det handler om at spille spil, som foreksemple Fortnite, Minecraft, Roblox, Overwatch m.fl..

Blandt forældregenerationen omhandler en stor del af samtalerne om børn og unges computerspil og gaming primært, hvornår børn og unge skal have lov til at spille forskellige spil samt i særlig høj grad mængden af tid, som børnene eller de unge bruger foran skærmen. Begge dele er det vigtigt at forholde sig til på sit eget barns vegne, præcist som det er vigtigt at forholde sig til, hvornår ens barn må se bestemte film og hvorvidt ens barn kan have glæde af, at kunne lege med andet end Lego.

Dette indlæg er ikke en kommentar til hverken aldersbegrænsninger på forskellige spil eller passende tidsforbrug for børn og unge foran skærmen. Mit ærinde er derimod at vække interesse for, hvordan forældres interesse og deltagelse i børn og unges computerspil, kan åbne op for muligheden for, at lære sit barn eller unge menneskes personlige styrker og udfordringer bedre at kende.

I min hverdag som børne- og ungepsykolog, bruger jeg ofte tid på, at tale med børnene eller de unge om deres interesser og om de tidspunkter i deres hverdag, hvor de oplever at lykkedes eller at lade ny energi op. For nogle børn og unge handler de samtaler om håndbold eller fodbold og for en del af de børn og unge, som jeg møder, handler de samtaler om deres foretrukne computer eller playstation spil.

Men hvad kan man lære om børn og unge, ved at tale om eller deltage i deres foretrukne computerspil?

Min erfaring er, at elementer af børn og unges personlighed afslører sig i deres spil-præferencer og spil-adfærd, præcist som den gør det på en håndboldbane. Det er ikke de samme personlige egenskaber, som karakteriserer en playmaker og en fløj på håndboldbanen og hvis man spørger sit håndboldspillende barn, hvorfor han eller hun foretrækker den ene placering frem for den anden, vil nuancer af deres personlighed afsløre sig. På samme måde, vil elementer af din teenage søns personlighed afslører sig i både det spil han foretrækker, men også i den måde, som han spiller spillet på.

For eksempel er Minecraft og Fortnite to meget forskellige spiltyper og Fortnite er i sig selv et spil, som kan spilles på mange forskellige måder. Hvorvidt din søn, som spiller Fortnite, foretrækker at løse challenges, spille PvP (player versus player), duo, solo eller squad vil, kunne give dig indblik i din søns personlighed og oplevelse af egne styrker. De fleste børn og unge spiller naturligvis de enkelte spil på mange forskellige måder, men hvis de bliver spurgt, så har de oftest præfenrencer og præcist som på håndboldbanen, så er det forskellige personlige egenskaber, som afslører sig i deres svar. Men for at opdage det, kræver det naturligvis, at voksne og forældre interesserer sig for og stiller spørgsmål til en del af deres børns verden, som for mange forældre er lidt eller meget fremmed. Men det er min erfaring, at det i høj grad kan være forsøget værd. Både for barn og forælder.

Så næste gang din søn eller datter spørger om du vil se dem spille Fortnite, så grib chancen. Lav en aftale på forhånd om, at du må stille en masse spørgsmål, enten undervejs eller når det enkelte game er slut, så du ikke bryder deres koncentration under spillet, hvis det kan give anledning til frustration. Hold ikke igen med spørgsmålene. Spørg, hvorfor de vælger det spil de vælger, hvorfor de vælger det gamemode de vælger, hvorfor de vælger den karakter de vælger, hvorfor de vælger det våben de vælger, hvorfor de foretrækker, at spille alene eller sammen med nogen. Lyt til, hvordan de kommunikerer med deres medspillere, hvis de vælger at spille sammen med nogen, spørg hvilken rolle de selv synes, at de tager når de spiller sammen med andre. Og læg mærke til den glæde og tålmodighed dit barn eller din teenager udviser i sine forsøg på, at forklare spillet og sine egne præferencer til dig, mens du ved hvert svar bliver klogere på dit barns personlige egenskaber og bevæggrunde for glæden ved spillet.

Kategorier
Blog

K-møde, Konference, TS-møde – kært mødeforum har mange navne. Børnepsykologens 5 forberedende punkter til forældre, som skal til møde om deres skolebarn.

Konsultativt møde (K-Møde), Konference og Tværfagligt Samarbejdsmøde (TS-Møde) er blot nogle af de navne, som bruges til at beskrive møder mellem forældre, skoler og skolers eksterne kommunale samarbejdsparter. Navnet på sådan et møde og de faste deltagere kan variere fra kommune til kommune og fra skole til skole. Uanset mødets navn, er formålet oftest fælles for disse møder. Formålet med mødet er, at drøfte enkelte skolebørns personlige, sociale og faglige udvikling og trivsel i en dialog mellem forældre, skole og skolens eksterne kommunale samarbejdsparter.

I mine år, som børn og unge psykolog ved Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, har jeg siddet med til mange møder om skolebørn. Og det er blevet tydeligt for mig, hvor stor forskel, der er på forældres og fagpersoners kendskab til denne slags møders forløb og muligheder. Kendskabet til mødets forløb og muligheder, har betydning for, hvordan man kan forberede sig på mødet og hvordan man byder ind på mødet. Dermed har det også stor betydning for, hvordan man efterfølgende vurderer mødets kvalitet.

Det giver naturligvis mening at forberede sig inden mødet, men som forældre kan man meget nemt skulle forberede sig på noget man aldrig har prøvet før. Derfor har jeg lavet mit bud på 5 forberedende punkter til forældre, som skal til møde om deres skolebarn. Det første punkt henvender sig kun til jeres forberedelse derhjemme inden mødet, mens de næste 4 punkter med fordel kan danne baggrund for jeres drøftelse derhjemme, men også kan medbringes på mødet, og bruges som spørgsmål til de andre deltagere på mødet.

Punkt 1.

Hvad skal alle deltagere vide om jeres barn og om jer?

Det er typisk for disse møder, at de starter med en velkomst fra den som leder mødet, ofte en skoleleder. Derefter gives ordet enten til lærerne eller til forældrene. Oftest vil I som forældre have modtaget en skriftlig mødeindkaldelse med en beskrivelse af skolens bekymring i forhold til jeres barn. Derfor vil I forældre oftest i en eller anden grad være forberedt på, hvad lærerne gerne vil tale om. Men hvad vil I gerne tale om? Hvad vil I have, at alle på mødet ved om jeres barn, eller om jer? Før I begynder at tale om, hvordan I bedst sikrer jeres barns trivsel.

Hvis man som forældre ikke er forberedt på, at man vil få ordet som en af de første på mødet, kan det føles lidt overvældende, at skulle beskrive sit barn og ens egne tanker om skolens bekymring på kort tid. Så det kan være rigtig godt givet ud, hvis man hjemmefra overvejer og skriver ned, hvad det er vigtigt for jer, at de andre skal vide om jeres barn og om jer. Som forældre kender I jeres barn bedst og I har en masse viden om, hvornår jeres barn trives, begejstres, udfordres, frustreres og så videre. Det er så vigtigt, at I beskriver jeres oplevelse af jeres barns personlighed og trivsel generelt og i forhold til den udfordring, som skolen har sat på dagsordenen. Måske er der også vigtig information om jer eller jeres familie, som det kan været vigtigt for de andre at kende til, hvis de skal forstå netop jeres barns personlighed eller gemyt.

Punkt 2.

Hvad er det, der skal blive anderledes?

På et møde med mange deltagere, kan der blive sagt rigtig mange ord. Indimellem kan samtalen stikke af i forskellige retninger, som selvom de er vigtige, kan lede lidt væk fra det som er fokus for mødet; nemlig at noget skal ske, for at sikre, at jeres barn udvikler sig og trives bedst muligt. Så en god forberedelse er, at overveje, hvilken præcise forandring, I gerne vil se i forhold til jeres barns trivsel og udvikling. For nogle børn kan det være, at I gerne vil se, at jeres barn læser eller bare kigger i en bog med et smil på læben. For andre kan det være, at I gerne vil opleve, at jeres barn kommer hjem fra skole og fortæller, at hun har haft et godt frikvarter 2 gange om ugen. Det kan være meget forskelligt, hvilken forandring, man gerne vil se. Det kan også være forskelligt, hvilken forandring skolen og I som forældre vægter som den vigtigste. Fordelen ved at forberede sig på dette punkt, er at det ofte er lidt lettere at tale om, hvad man ikke vil have, eller hvad der ikke må ske, mens det kan være lidt sværere, at sætte ord på, hvad man ønsker sig at se. Til gængæld er det meget lettere at få gode ider til, hvordan man kan prøve at finde en vej til, at jeres barn kigger i en bog med et smil på læben, end det er at finde ideer til, hvordan han skal holde op med at lukke læsebogen eller gå, når det er hans tur til at læse højt. Jo mere konkret I kan formulere den forandring I ønsker at se, jo lettere vil det oftest også være, at holde øje med, om det lykkedes.

Punkt 3.

Hvad gøres der i skolen og hvad skal I gøre derhjemme for at hjælpe jeres barn?

Tid er altid en udfordring på møder med mange deltagere. Derfor er det vigtigt at I allerede hjemmefra har overvejet, hvilke ønsker I eventuelt kunne have til, hvad der kunne gøres i skolen. Samtidig er det også hjælpsomt for alle de andre deltagere, at høre, hvordan I enten allerede prøver at understøtte en forandring, eller hvordan I eventuelt kunne tænke jer at prøve at understøtte forandringen. Nogle gange kan man som forælder føle, at man har prøvet alt hvad man kan. Andre gange kan man måske føle, at man har lyst til at prøve noget nyt sammen med skolen. Det kan være meget hjælpsomt for andre, at høre, hvad I allerede har prøvet og hvad I synes virker godt og hvad der måske virker mindre godt. Som I punkt 1 gælder det stadig, at I sidder med en masse viden om, hvad der begejstrer og motiverer lige præcist jeres barn, så det er godt for lærerne at vide, at jeres barn er særligt interesseret i vulkaner, hvis de skal finde bøger, som måske lettere kan bringe et smil frem end bøgerne om Bo og Ib. Eller hvis jeres barn er rigtig glad for regellege og ofte oplever det som sjovt, så kan det måske inspirere lærerne til at sætte nye lege på frikvartersdagsordenen. Dette punkt er også et godt spørgsmål at stille på mødet. Til tider kan man komme til at love, at lave flere legeaftaler eller kigge i flere bøger sammen. Men hvad betyder det egentligt. Hvis I kan skrive svaret ned i punktform med konkrete formuleringer, som for eksempel; Vi vil arrangerer 2 legeaftaler om ugen eller vi vil kigge i 1 bog hver dag, så er I hjulpet godt på vej, når I skal hjem og arbejde videre, for så ved I præcist, hvad I har aftalt og I ved også, om I har gjort som I aftalte på mødet. Det samme gælder for eventuelle aftaler om tiltag på skolen.

Punkt 4.

Hvem er jeres kontaktperson på skolen og hvordan kan I kommunikere med hinanden?

Hvis I allerede har en lærere eller pædagog, som I oplever at have en hjælpsom dialog med, så er det vigtigt, at I siger det. De fleste skoleelever har en tildelt kontaktlærer, men de fleste lærere og pædagoger arbejder tæt sammen om de enkelte børns trivsel, så hvis jeres barn har en særlig god kemi med en anden en sin kontaktlærer, så er det oftest muligt, at det bliver den person, som I har mest dialog med. Dette kan dog kun ske, hvis I siger til. Det er også altid vigtigt, at forholde sig til, hvilken form for kommunikation, som fungerer bedst for jer. Kan I bedst lide en fast ugentlig telefonsamtale, vil I gerne have en mail hver dag eller en gang om ugen. Hvad kunne I ønske jer? Hvis I kan skrive svaret ned til jer selv på mødet, så er det også lettere at huske når I kommer hjem og eventuelt også lettere at henvende sig til den enekelte lærere eller pædagog, fordi I har aftalt det på mødet.

Punkt 5.

Hvornår mødes I igen?

Tiden kan ofte gå hurtigt på denne slags møder og derfor kan dette spørgsmål indimellem blive det sidste på falderebet. Det er rigtig uheldigt, da det ofte er rigtig vigtigt, at vide, hvordan og hvornår I følger op på de aftaler, som I har lavet på dette møde. Hvis I allerede hjemmefra har snakket om, hvad I kunen ønske, så skal I ikke nå at tænke jer om under tidspresset på falderebet. Hvis I allerede ved, at I gerne vil mødes igen om 4 uger, så kan I sige det oge eventuelt allerede sætte en dato. Det kan bidrage positivt til oplevelsen efter mødet, at man ved, hvornår man ses igen. Andre gange kan det naturligvis tage en drejning på mødet, så det slet ikke er nædvendigt at mødes mere, men det er alligevl givet godt ud, at tænke over jeres ønsker eller forventninger inden mødet. Samtidig fungerer spørgsmålet også som en huskeseddel for jer, så I eventuelt selv kan bringe det på bane længe før falderebet.

Formålet med ovenstående bidrag er ikke, at gennemgå de enkelte kommuners mødefora. Formålet er blot at bidrage til forældres mulighed for at forberede sig på møder om deres skolebarn, uanset mødets overskrift. Mit håb er, at bidraget til forberedelse kan understøtte den fælles oplevelse af mødet både under og efter.

Børn og Unge Psykolog, Kira Kjærgaard

læse eventuelt mere om skole-hjem samarbejdet på skole og forældres hjemmeside https://www.skole-foraeldre.dk/sektion/skole-hjem-samarbejde

Kategorier
Blog

Voksen nok til at sige undskyld?

Bliver man voksen nok til at sige undskyld, når man bliver voksen?

De fleste lærer allerede i vuggestue og børnehavealderen, at “undskyld” er et virkelig vigtigt ord. Undskyld er lidt ligesom AbraKaDabra. Undskyld er et trylleord, som kan gøre næsten alt godt igen. Undskyld kan spole tiden tilbage til lige før, da legen var så god. Undskyld kan mildne de vrede voksenstemmer, som siger, at Sofie er ked af det fordi du tog hendes dukke. Undskyld får de voksne til at smile igen og til at sige “det var godt”. Undskyld kan få Sofie til at holde op med at græde og til at ville lege igen. Undskyld er det magiske trylleord, som gør det muligt at være gode venner igen.

Men hvorfor er det så så svært at få det sagt?

Problemet med undskyld er, at det næsten altid skal siges når vi har gjort noget vi ikke er stolte af. Det skal siges mens maven er fuld at tung sort skyld. Mens øjnene er ved at flyde over af skamfulde tårer og benene ikke kan være i ro, fordi de helst vil langt væk fra de andres blikke. Blikke som får den flove følelse til at vokse og halsen til at snørre sig sammen. Men når vi er børn, så siger de voksne; “Nej. Du bliver her. Prøv at se på Sofie. Hun er rigtig ked af det, fordi du tog hendes dukke. Sig undskyld til Sofie.”

De fleste børn ved godt, at de voksne gerne vil hjælpe. De ved også godt, at de voksne gerne vil hjælpe både Sofie og mig. De fleste børn har heller ikke meget valg, når de voksne siger, at der skal siges undskyld. Derfor får de fleste børn også sagt det. De samler al deres vilje, styrke og mod og får sagt det lille magiske ord. De får sagt “undskyld.” Og så sker det. Så starter magien. De voksnes øjne smiler og de siger “Det var godt. Hørte du det Sofie? Hun sagde undskyld.” Så ser Sofie op. Hun nikker og tører øjnene. Og så kan legen begynde igen. Det magsike trylleord ord virkede. Vi er venner igen.

Men hvad så når det er de voksne der gør noget forkert eller begår en fejl? Hvem siger; “Nej du bliver her. Se, Sofie er blevet ked af det, fordi du ikke holdt din aftale. Sig undskyld.” Hvem siger undskyld, når børn er blevet såret af noget en voksen har sagt eller gjort? Hvem sørger for, at trylleordet bliver sagt, så magien kan begynde og den voksne og barnet kan blive gode venner igen?

Man kunne måske mene, at voksne ikke har brug for hjælp til at få sagt undskyld. At voksne selv kan se, hvornår det er det rigtige at gøre. At voksne er bedre til at tollerere følelserne af skyld og skam og derfor ikke viger væk fra de flove situationer.

Bliver vi slet og ret bare på et tidspunkt voksen nok til at sige undskyld?

Mit svar vil beklageligvis være nej. Jeg tror voksne kæmper lige så meget med at finde modet og styrken til at sige det ene lille magiske ord.

I min daglige praksis som børn og unge psykolog møder jeg igen og igen børn, som er blevet såret af voksnes ord eller handlinger. Det er bestemt langt fra altid, at det, som har såret, er sket med vilje eller med onde intentioner. Men ikke desto mindre er det sket. Børn oplever, at få de skældud, som sidemakkeren havde fortjent, fordi det er svært for læreren at se eller hører, hvor forstyrrelsen præcist kommer fra. At hele klassen får skæld ud fordi de samme børn igen er kommet for sent ind fra frikvarter. At mor alligevel ikke kunne lege den leg hun havde lovet fordi lillebror er blevet syg. At far også sagde nogle sårende ord, da jeg blev sur på ham, fordi han sagde nej til, at jeg må tage til fest på en torsdag.

De sværeste eksempler er dem, som handler om børn eller unge, som klarer sig rigtig godt i deres hverdag, så længe de voksne holder deres aftaler. For børn med autisme, kan det for eksempel have store konsekvenser, hvis de voksne ikke holder deres aftaler. Voksnes brud på aftaler kan betyde, at barnet eller den unge pludselig ikke kan mestre en ellers almindelig hverdagssituation. At barnet eller den unge lukker mentalt ned, trækker sig eller bliver frustreret og fysisk udadfarende. For disse børn kan den voksnes fejl meget hurtigt få store konsekvenser. Og hvem skal så sige undskyld? Skal Sofie sige undskyld fordi hun skreg af læreren og slog Alberte, når det er en klar aftale, at det kun er Sofie, som må røre ved dukken? Skal Alberte sige undskyld fordi hun rørte ved dukken, når det var læreren, der gav den til hende? Eller skal den voksne sige undskyld?

Hvad ville der ske, hvis den voksne sagde det magiske trylleord?

Jeg tror det er de færreste voksne, forældre eller professionelle, som aldrig har lavet en fejl overfor et barn. Som aldrig har fået sagt noget i frustration, som man ikke mente. Som i et øjebliks mangel på overblik, har irettesat det forkerte barn eller givet en kollektiv irettesættelse. Som af forskellige årsager er kommet til at forvente mere end hvad der var rimeligt og derefter har udtrykt skuffelse over resultatet. Det sker for os alle. Voksne er også bare mennesker. Vi begår fejl. Spørgsmålet er om vi også tager ansvar for vores fejl. Får vi sagt det magiske trylleord?

For hvad ville der ske inde i Sofie, hvis den voksne tog ansvaret på sig. Hvis den voksne fandt modet og sagde; “Undskyld. Det var mig der lavede en fejl. Jeg gav dukken til Alberte, så hun rørte ved den. Det var ikke okay af mig. Undskyld, fordi jeg ikke overholdt aftalen. Jeg er ked af, at min fejl betød, at du blev så ked af det og vred på din gode veninde Alberte.”

Jeg tror, at det ville have en magisk effekt. Jeg tror, at “undskyld” ville mildne vreden og frustartionen. Jeg tror på, at “Undskyld” kan trylle den momentant mistede tillid tilbage igen, ligesom AbraKaDabra kan trylle bolden i tryllekunstnerens hånd tilbage igen. Jeg tror næsten, at “undskyld” ville kunne gøre alt godt igen.

Så spørgsmålet er, om vi voksne er voksne nok til at sige undskyld, når vores fejl har konsekvenser for børn. Får vi fundet modet og styrken til at blive stående i vores egen skyld og skam. Giver vi os selv og de børn vi møder lov til at mærke, hvor magisk et ord “undskyld” i virkeligheden er.

Børn og Unge Psykolog, Kira Kjærgaard

Kategorier
Blog

“Jeg ved jo, at du kan”

grayscale photo of people during marathon

“Jeg ved jo, at du kan, hvis du bare koncentrerer dig. Det har jeg jo set før. Når du beslutter dig for at gøre dig umage, så kan du jo sagtens.”

Den udtalelse har jeg mange gange lagt ører til, sammen med børn, unge og forældre, på møder med elevens lærer.

Oftest udspringer udtalelsen af længerevarende forundring hos elevens lærer, som ikke kan finde sammenhæng i elevens præstationsniveau over tid. Læreren oplever en elev, som svinger meget i sin præstation. På nogle dage arbejder eleven koncentreret og fokuseret på et alderssvarende fagligt niveau. Andre dage formår eleven ikke at løse basale færdighedsopgaver på et lavere fagligt niveau.

Forundringen hos læreren er forståelig. Det samme er intentionen om, at formidle anerkendende tiltro til elevens faglige formåen. Problemet ligger ofte usynligt gemt i sætningen “Jeg ved jo, at du kan.”

Trods den velmenende intention, så ser jeg ofte børn og unge, som reagerer med nedslået eller undvigende blik, tårer som presser sig på og larmende tavshed, når de hører lærerens opmundring. Alt sammen reaktioner som indikerer, at eleven ikke føler sig hverken forstået, anerkendt eller opmuntret. Og hvordan kan det så være?

Jeg burde kunne

Jeg har gennem mine år som børn og unge psykolog haft mange samtaler med børn og unge, som oplever, at de gør deres bedste i skolen hver eneste dag, men udfordringerne er for store, opgaverne er af forskellige grunde for svære og der er alt for mange af dem. De mønstrer al deres indre energi og fokus hver evig eneste dag og til hver evig eneste lektion, men energien falder og svinger. Det kan ikke lade sig gøre at yde maximalt i alle lektioner, uanset hvor gerne de vil. Og derfor svinger deres faglige præstation på en måde som er svær at sætte i system.

Så når den velmenende og anerkendende lærer siger “Jeg ved jo, at du kan,” så føles det hverken velmenende eller anerkendende i eleven. Tværtimod føles det ofte som en bekræftelse af den negative indre stemme som eleven allerede selv har. Den stemme, som siger at: “Jeg burde kunne og det er min egen skyld, at jeg ikke kan.” Og så giver det pludselig mening at reaktionen er et nedslået eller undvigende blik og tårer, som presser sig på.

Marathonløb

Hvis vi lige et kort øjeblik forestiller os et andet scenarie. Du er lige kommet i mål efter at have løbet et marathon. Du har givet alt hvad du havde i dig og du har klaret det. Du løb hele distancen. Lige på den anden side af målstregen står der et velmenende og anerkendende menneske, klar til at affyre startskuddet for et nyt marathon. Men du er træt, så du tøver med at sætte igang. Du bevæger dig meget langsommere end lige før. Så kan du pludselig høre ham heppe på dig. Han siger: “Jeg ved jo at du kan, jeg har jo lige set dig gøre det.”

Ville du føle dig anerkendt og opmuntret?

Jeg tvivler aldrig på, om lærerens ord er andet end velmenende. Jeg ved også, at ordene kommer fra et både varmt og professionelt sted med faglige ambitioner for den enkelte elev. Indimellem er det bare svært for dansklæreren at vide, at eleven lige har løbet et Marathon i matematik.

Så når elevens præstation fremstår svingende og uden forudsigelighed, så kunne det måske give mening at blive meget mere nysgerrig på elevens egen oplevelse af sin arbejdsindsats (ikke at forveksle med niveau) over hele dagen og hele året.

Vil du hjælpe mig?

Så istedet for at sige “jeg ved jo at du kan,” kunne det måske give mening at sige: “Jeg tror på, at du gør dit allerbedste hele tiden. Jeg ved at det nogle gange lykkedes rigtig godt for dig. Andre gange ser det ud som om, at det er rigtig hårdt at lykkedes som du gerne vil. Kan du hjælpe mig med at blive klogere på, hvordan din skoledag føles for dig?”

Jeg tror på, at det ville øge sandsynligheden for et løftet blik, sænkede skuldrer og en positiv dialog mellem lærer og elev. Alt sammen et langt bedre udgangspunkt for god skoletrivsel.

Kategorier
Blog

The Journey Begins

Thanks for joining me!

Good company in a journey makes the way seem shorter. — Izaak Walton

post